Politiet afventer teknisk undersøgelse for at fastslå årsagen
Mandag aften blev politi og brandvæsen kaldt ud til en brand i et hus i Skippinge ved Hørve. Alarmen lød klokken 22.48, og både brandfolk og betjente rykkede hurtigt ud til stedet.
Huset, der i øjeblikket er under renovering, stod tomt, og der var derfor ingen personer til stede under branden.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Brandvæsnet fik kontrol over flammerne og slukkede ilden, hvorefter politiet iværksatte en undersøgelse af brandstedet.
En teknisk brandundersøgelse skal nu fastslå, hvordan branden opstod.