Tusindvis kontrolleret i stor politiaktion: Lastbiler stoppet med 33.000 ulovlige puff bars
En fælles europæisk politiaktion rettet mod organiseret kriminalitet har ført til adskillige beslaglæggelser ved de danske grænser – heriblandt to lastbiler fyldt med ulovlige e-cigaretter.
I løbet af blot tre dage blev i alt 3.825 personer kontrolleret i Danmark som en del af den internationale politiaktion Operation Empact Trident, der havde fokus på organiseret kriminalitet, tyveri og smugling på tværs af landegrænser.
Aktionen blev koordineret i samarbejde med en række europæiske lande, og Udlændingekontrolafdelingen Vest (UKA Vest) under Syd- og Sønderjyllands Politi stod som vært for indsatsen i Østersøområdet.
Et af de mest markante fund under aktionen var to lastbiler fyldt med i alt 33.000 ulovlige puff bars, som blev beslaglagt ved grænsen. De ulovlige e-cigaretter blev forsøgt smuglet ind i landet, men blev opdaget under kontrollen.
Ifølge politikommissær Lasse Bjørnskov Rasmussen fra UKA Vest viser indsatsen, hvor vigtigt internationalt samarbejde er i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet:
– Operationen viser, at grænseoverskridende kriminalitet er omfattende, og at kriminelle bevæger sig mellem landene for at udføre kriminelle aktiviteter, siger han.
Operation Empact Trident har til formål at styrke samarbejdet mellem politimyndigheder i EU-landene og skabe en fælles indsats mod organiserede kriminelle netværk.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi.