Guldfest endte med garagebrand
Fejringen af FCM’s DM-guld tog en uventet drejning for en ivrig fan søndag aften. En entusiastisk supporter affyrede fyrværkeri på Ågårdsvej i Vildbjerg. Da det ikke er tilladt at affyre fyrværkeri uden for nytårsaften uden særlig tilladelse, tog han fyrværkeribatteriet med ind i garagen efter affyringen.
Desværre viste det sig, at batteriet stadig glødede, hvilket førte til en brand i garagen. “Sådan kan det gå. Euforien kan godt være svær at styre,” udtalte vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Den fyrværkeriglade fan står nu over for en bøde for at have overtrådt både fyrværkeriloven og beredskabsloven. “Jeg kan ikke oplyse størrelsen, men det bliver en bøde, han kan mærke,” sagde vagtchef Anders Olesen.