Flere studerende bortvist for snyd med kunstig intelligens
Antallet af sager på Aarhus Universitet er tredoblet på et år
Fire studerende på Aarhus Universitet blev i 2024 bortvist fra deres studier, efter at det blev afsløret, at de havde brugt kunstig intelligens til at snyde ved eksamener. Det oplyser universitetet til TV 2 Østjylland.
Tallene viser en markant stigning i sager, hvor generativ AI er blevet anvendt i strid med reglerne. I 2023 blev der registreret syv tilfælde af snyd med AI, mens tallet i 2024 er steget til 22.
Ifølge universitetet skaber udviklingen en ny udfordring for både undervisere og censorer, der skal forholde sig til teknologier som ChatGPT og andre AI-værktøjer, som kan producere avancerede skriftlige opgaver på få sekunder.
»Vi står over for et voksende problem, som kræver klare retningslinjer og øget opmærksomhed fra både studerende og undervisere,« lyder det fra Aarhus Universitet til TV 2 Østjylland.
Sagerne kan få alvorlige konsekvenser for de involverede studerende, der ud over bortvisning risikerer at miste retten til at gå til eksamen i en periode.