Mand kørt på hospitalet efter togulykke
Nordsjællands Politi oplyser at en 96-årig mand torsdag eftermiddag er kommet alvorligt til skade, efter han skulle stige af S-toget på Allerød Station.
Ifølge politikredsen er manden kommet i klemme mellem perronen og et tog, som var i fuld gang med at køre fra stationen.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse på det sociale medie X, tidligere Twitter.
Man oplyser yderligere, at den 96-årige er blevet kørt på hospitalet. Der er ikke meldt noget ud om mandens tilstand.
Uheldet gjorde, at der var lukket for togdriften på S-togslinjen mellem Birkerød og Hillerød i en halv times tid. Den er nu genoptaget.
De pårørende er underrettet.