Torsdag morgen kom politiet på et uanmeldt besøg på Viegård Stutteri nær Skals – nu er det erklæret konkurs
Det oplyser Skifteretten i Viborg til TV Midtvest fredag.
Der har ligget et stort fokus på Viegård Stutteri, efter at man i august fandt omkring 50 ulovligt nedgravede heste på grunden.
Både Politi og Fødevarestyrelsen kom torsdag morgen på et uanmeldt tilsynsbesøg.
Cirka 40 betjente og 10 medarbejdere fra Fødevarestyrelsen var til stede ved tilsynsbesøget torsdag, hvor de kom på besøg uanmeldt.
Det endte blandt andet med, at en enkelt hest blev aflivet, fordi den var i så dårlig sundhedstilstand, skriver TV Midtvest.
Og nu – dagen efter det uanmeldte tilsynsbesøg, er Viegård Stutteri erklæret konkurs – men det vil ikke komme til at ændre noget i efterforskningen.
Der er nemlig i flere måneder blevet efterforsket af Midt- og Vestjyllands Politi, siden deres første besøg i august.
”Straffesagen efterforskes videre, så det gør ikke nogen forskel juridisk,” siger Christian Toftemark, leder af lokalpolitiet i Viborg og særlovscentret, der står for dyrevelfærdssager.
”Vi vil fortsat lave kontroller, når det måtte være nødvendigt, og vi vil følge op på de pålæg, der allerede er givet. De står stadig ved magt. Nu er det bare kurators opgave at sikre at betingelserne bliver opfyldt,” lyder det videre.
Følg dine nyheder dagligt på 112’s Facebook – her