Flere tusind liter brændstof stjålet fra byggemarked
Lørdag aften mellem kl. 21.42 og 21.50 var der lange fingre på spil ved jem & fix på Saturnvej i Lemvig.
Det fortæller Torben Ladefoged, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro.
Videoovervågning på stedet viser, at en hvid varebil kom til stedet, og at to mænd rakte ind over et hegn og stjal cirka 127 dunke med kaminvæske. Et brændstof, der for eksempel kan bruges til petroleumsovne og varmekanoner. Det skriver Tvmidtvest.dk
Der er cirka 20 liter væske i hver dunk, og det løber op i en samlet værdi på 39.000 kroner, der er blevet stjålet for, oplyser Torben Ladefoged.
“Så vi vil selvfølgelig gerne høre, hvis man har set noget i det tidsrum lørdag,” siger han.
Politiet skal nu have gennemsøgt videoovervågningen fra stedet.