Fyns Politi rykker ud: Stor fogedaktion på vej
Har du et udestående med Fogedretten? Så risikerer du at få besøg af politiet.
I morgen, torsdag den 6. marts, gennemfører Fyns Politi en større fogedaktion, hvor flere patruljer vil opsøge borgere, der har en verserende sag hos Fogedretten og ikke er mødt op som indkaldt.
Politiet opsøger borgere på bopæl og arbejdsplads
Formålet med aktionen er at sikre, at de pågældende borgere får behandlet deres sager i retten. Det betyder, at politiet – hvis det er nødvendigt – vil anholde borgeren og føre vedkommende direkte til Fogedretten.
Fyns Politi opfordrer kraftigt alle, der modtager en indkaldelse fra Fogedretten, til at møde op eller tage kontakt til retten for at aftale nærmere. På den måde kan man undgå uventet besøg fra politiet.
Over 650 borgere risikerer anholdelse
Ifølge Fyns Politi ligger der lige nu mere end 650 aktive anholdelsesbeslutninger på borgere, der har undladt at møde i Fogedretten. Den kommende fogedaktion skal være med til at nedbringe dette antal.
Kilde: Fyns Politi