To mænd i en sejlbåd valgte natten til lørdag at tage en svømmetur, som endte ud i at de kunne have mistet livet.
Sammen med tre andre mænd, var de sejlet ud fra Frederikshavn i Sæby, kort før midnat kaster de anker cirka en kilometer sydøst for Frederikshavn – her vælger to af mændene at tage en dukkert.
Det skriver Nordjyske.
Klaus Thing Rasmussen, som er vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter fortæller:
”De bliver taget af strømmen og kommer væk fra båden. De kan råbe til dem på båden, men de kan ikke finde ud af at sejle båden. Da de tre på båden kort efter mister kontakten med de to i vandet vælger de derfor at slå alarm.”
Og fortæller videre:
”Der blev slået alarm til redningsstationerne i Sæby, Skagen, Østerby på Læsø klokken 23:53. Støtteskibet Esben Snare, der var i området, blev bedt om at sætte kurs mod området og redningshelikopteren fra Aalborg blev sendt afsted.”
Redningshelikopteren fik øje på de to mænd i vandet klokken 00:20, og fik dem reddet op.
Klaus Thing Rasmussen oplyser at de to mænd har været i vandet i 30-40 minutter, og at situationen kunne have endt helt galt.