Nordjyllands Politi håber, at særlige kendetegn på en hættetrøje kan hjælpe med at identificere gerningsmanden
Nordjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder i håbet om at identificere en mand, der tirsdag begik røveri mod en Circle K-tankstation i Hjørring.
Gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 170 og 175 centimeter i højden. Han var iført en sort hættetrøje med påskriften “Spongebob” på brystet og “Slasher” på ryggen – sammen med et stort billede af tegneseriefiguren Svampebob Firkant.
Dette fremgår i en efterlysning fra Nordjyllands Politi.
Politiet vurderer, at den iøjnefaldende påklædning kan være nøglen til at finde frem til gerningsmanden.
– Vi håber, at nogen kan genkende manden ud fra tøjet eller har set ham i området før eller efter røveriet, udtaler Nordjyllands Politi.
Hvis man har oplysninger i sagen, opfordres man til at kontakte politiet på telefon 114.
Kilde: Nordjyllands Politi / TV2 Nord