
Tyvene læser med: Boligannoncer tiltrækker ubudne gæster
Indbrudstyve holder øje med salgsannoncer – særligt i områder med øget bolighandel
Når du sætter dit hus eller sommerhus til salg, er det ikke kun potentielle købere, der kigger med. Ifølge en ny pressemeddelelse fra GF Forsikring sker der i stigende grad indbrud i forbindelse med boligsalg – og det gælder både helårshjem og fritidshuse.
Selvom antallet af indbrud generelt er faldende på landsplan, viser tal fra Østjyllands Politi, at antallet af indbrudsanmeldelser i regionen er stort set uændret fra 2023 til 2024. I alt blev der registreret indbrud i 4.812 ejendomme sidste år.
Dette belyser TV 2 Østjylland.
Samtidig steg bolighandlerne med 11 procent i samme periode – og det bekymrer forsikringsselskabet GF Forsikring.
– Vi oplever en tendens til, at indbrudstyve målretter deres opmærksomhed mod boliger, der er sat til salg. Salgsannoncer kan give dem vigtig information om boligens indretning og hvornår der ikke er nogen hjemme, udtaler GF Forsikring i pressemeddelelsen.
Derfor opfordrer GF Aarhus boligejere til at tænke sig om, når de laver salgsopslag. Rådet lyder, at man bør alliere sig med ejendomsmægler og boligfotograf, så man undgår at afsløre for meget – både i tekst og billeder.
Gode råd til sikker boligsalg
-
Undgå at vise værdifulde genstande i billederne
-
Del ikke oplysninger om, hvornår boligen står tom
-
Overvej tidsindstillede lamper og nabohjælp i salgsperioden
Kilde: GF Forsikring, pressemeddelelse, TV 2 Østjylland