Advarsel fra Vejdirektoratet: Her rammer påskekaosset trafikken torsdag
Bilister risikerer at holde i kø torsdag formiddag – her er tidspunktet, du bør undgå.
Torsdag bliver en travl dag på de danske veje, og hvis du planlægger at køre ud i påsken, bør du tænke dig godt om, før du sætter dig bag rattet. Ifølge en aktuel trafikprognose fra Vejdirektoratet, forventes trafikken at være tættest mellem klokken 10 og 14, hvor mange danskere begiver sig afsted på påskeferie.
“Vi forventer tæt trafik og risiko for mindre kødannelser i dette tidsrum,” lyder meldingen fra Vejdirektoratet på platformen X (tidl. Twitter). Det gælder særligt de store indfaldsveje og motorveje, hvor trafikken typisk samler sig op mod helligdage.
Påsken er traditionelt en af de mest trafikerede perioder i Danmark, og mange vælger at tage fri allerede fra torsdag. Det lægger pres på vejnettet – især i retning væk fra de større byer og mod sommerhuse, familie og feriedestinationer.
Vejdirektoratet opfordrer derfor bilister til at planlægge deres afgang uden for myldretiden og holde sig opdateret via trafikinformationer, før de tager afsted.
Kilde: Vejdirektoratet via X.com