Foråret har mange ansigter — alt fra sommer og sol til vinter og sne.
Søndag er det sidstnævnte ansigt, der viser sig frem.
Fra sidst på natten til søndag er der nemlig udsigt til, at et område med spredte byger driver op over landet fra sydøst.
Til at begynde med falder bygerne med regn eller slud, men i takt med at de bevæger sig nordpå, stiger chancerne for sne.
Særligt to landsdele kan se frem til et snedække i løbet af søndagen.
Her falder sneen:
I de tidlige morgentimer søndag er bygerne centreret over Sydøstjylland, Nordfyn og Nordvestsjælland.
Nedbøren falder overvejende som sne, men på Sjælland vil der også være slud. Derfor forventes sneen på disse kanter at smelte med det samme, når den rammer jorden. I løbet af morgen- og formiddagstimerne bevæger de vinterlige byger sig op gennem Østjylland.
Her er der omvendt gode muligheder for, at sneen for en stund kan blive liggende.
Dog er der også her udsigt til, at nedbøren efterhånden går over i slud eller regn, hvilket alt andet lige vil få bugt med sneen. Til gengæld er det overvejende sandsynligt, at bygerne udelukkende vil være med sne i Vendsyssel.
I det nordjyske vil snebygerne stå på fra sidst på formiddagen og til ud på eftermiddagen. Man skal dog ikke forvente store mængder sne. Formentlig er der tale om blot et par centimeter.
Enkelte prognoser har dog foreslået mellem fire og seks centimeter sne til området mellem Aalborg og Hobro.
De beskedne snemængder vil nu nok være med til at give en hvid kulør til naturen. Derudover skal man også være opmærksom på glatte veje.