Andalusien ramt af intens hedebølge: Myndigheder advarer om betydelig risiko
Temperaturer på over 40 grader sender regionen i alarmberedskab – varm luft fra Afrika bag vejrfænomenet
Hvis du opholder dig i det sydlige Spanien – nærmere bestemt i Andalusien – er det nu, du bør finde solhatten frem, smøre dig godt ind i solcreme og kraftigt overveje at blive inden døre.
Den spanske meteorologiske tjeneste, AEMET, har nemlig opjusteret advarslen for den verserende hedebølge til det næsthøjeste trusselsniveau. Mellem klokken 13 og 19 fredag er hele Andalusien dækket af den orange advarselsfarve, hvilket signalerer en “betydelig risiko” for borgerne. Det er blot ét niveau under rød, der bruges ved “ekstrem risiko”.
Ifølge AEMET skyldes temperaturstigningen en bølge af varm luft, der er strømmet op fra det nordlige Afrika. Prognoserne viser, at temperaturen flere steder kan snige sig op over 40 grader – langt over, hvad der er normalt for årstiden.
Allerede har varmefronten ført til nye maj-rekorder. Ved byen Badajoz nær Portugals grænse blev der målt 39,4 grader, mens termometret i Sevilla nåede hele 40,1 grader – dog uden at slå byens varmerekord.
Vejrtjenesten advarer om, at temperaturerne vil stige yderligere og betegner varmen som “sommerlig”, selvom kalenderen stadig siger forår.
Samtidig er nabolandet Portugal også ramt af hedebølgen, og myndighederne der har ligeledes udsendt varsler.
“Som følge heraf vil temperaturerne stige yderligere og nå op på sommerniveau, og de vil derfor være betydeligt højere end normalt på denne tid af året,” lyder det fra AEMET.
Kilder: AEMET, El País, TV2.dk